Sandheden om C-vitaminet 
 den mørkelagte sundhedsfaktor

Af Erik Kirchheiner, FRSA


 


10. Vitamin C som lægemiddel

I begyndelsen af 1900-tallet, med lokalisering af C-vitaminet og identifikationen af askorbinsyre, havde man omsider helt fået fod på en af de sværeste sygdomme, der nogensinde har plaget menneskeheden - skørbugen, der samlet dræbte flere mennesker end alle menneskehedens krige.

Og mange betragter fortsat dette som slutningen på problemet omkring C-vitamin. For er den klassiske definition på et vitamin olle den, at det er udefra tilført livsnødvendig substans, der helbreder en mangelsygdom?

Men forholder det sig ikke helt sådan. Den klassiske definition bliver en spændetrøje, der hindrer videregående videnskabelig tænkning og erfaring.

For nok var disse opdagelser afslutningen - stort set - på historien om skørbug. Men egentlig var de kun begyndelsen på en helt anden historie, nemlig historien om askorbinsyren som lægemiddel.

Dette meget spændende kapitel er imidlertid aldrig blevet særligt kraftigt synliggjort endsige belyst overfor den brede offentlighed.

Ja, man kunne med god ret få det indtryk, at det i udstrakt grad har været mørkelagt udenfor den meget snævre arena, hvor topforskere afvikler deres karrierekampe. Men ud af mørkelægningen dukker fra tid til anden forbløffende kendsgerninger.

Forkølelse og influenza

Mørkelægningen hævedes for en tid omkring 1970 med fremkomsten af Linus Paulings opsigtsvækkende bog om C-vitamin og forkølelse, oversat til dansk i 1972 og udkommet i flere udgaver. Bogen blev noget nær en bestseller.

For en kort sæson syntes der er være håb om åbning ud mod videre horisonter i videnskab og lægekunst. Det er snart en menneskealder siden, og ikke meget af dette håb materialiserede sig i resultater.

Det har siden gennem alle årene været mig en kilde til konstant frustration, at denne særdeles veldokumenterede behandlingsform på gennemført løgnagtig måde er blevet nedvurderet og latterliggjort indenfor det konventionelle såkaldte sundhedssystem.

Jeg modtager næsten daglig rapporter fra patienter og andre om at deres læge har udtalt, at der slet ikke findes noget videnskabeligt belæg for at bruge vitamin C mod forkølelse eller influenza eller noget som helst andet i øvrigt, at der aldrig er foretaget rigtige videnskabelige undersøgelser - dobbelt-blindede placebostudier - på C-vitamin og at det i øvrigt er bevist for længe siden, at det ikke virker.

Det eneste den slags udtalelser faktisk beviser er, at vi her står overfor en stor gruppe mennesker, der ikke gider eller magter at sætte sig ind i det emne, de opfatter sig selv som eksperter på, og ikke kvier sig ved at tage sig betalt for at lyve overfor og vildlede de nødstedte patienter, som de er sat til at hjælpe.

Derfor vil jeg gerne her bringe lidt overblik og statistik ind i det billede, der for menigmand er blevet mørkelagt for det meste af de læger og andre ansatte i den såkaldte sundhedssektor, hvis pligt egentlig er at udbrede objektiv information.

Skal vi i dag, ved årtusindets slutning, give et kondenseret fugleperspektiv over de indhøstede videnskabelige data om brugen af askorbinsyre mod forkølelse, så ser det sådan ud.

Allerede kort efter erkendelsen af vitaminets struktur vidste man, at det var i stand til at uskadeliggøre både bakterier og vira. Det var derfor nærliggende at anvende det i behandlingen af forkølelse, og det første forsøg fandt sted allerede i 1936, og de positive resultater publiceredes i 1938 (20). Tilsvarende positive var de resultater, man op gennem 40'erne opnåede.

Fra midten af 50'erne indførte man gradvis omhyggeligt dobbelt-blindede placeboundersøgelser. Sådanne undersøgelser blev også gennemført med C-vitaminet, den første offentliggjort i 1961.

Resultaterne var positive og statistisk bæredygtige for denne og gennemgående også for de følgende. Nogle studier op gennem årene var behæftede med fejlkilder og dårlig planlægning - for snæver tidsramme, for ringe dosering, for sen opstart, forkert beregningsgrundlag.

Alligevel viste de alle en procentuel grad af effektivitet målbar enten som forkortelse af sygdomsforløbet, reduktion af svære symptomer og eftervirkninger eller nedsat svækkelse og forkortet rekonvalescens. Hermed følger en kort oversigt over nogle af de væsentligste undersøgelser. Den sidste spalte angiver procentuelt reduktion af sygdomstilstanden per patient i gennemsnit.

 

 Roger Korbsch (1936/38)  positiv -

 Cowan, Diehl & Baker (1942) positiv 31

 Glazebrook & Thomson (1942) positiv 50

 Dahlberg, Engel & Rydin (1944) positiv 14

 Franz, Sands & Heyl (1954) positiv 36

 Anderson & al. (1975)  positiv 25

 Ritzel (1961)   positiv 63

 Anderson, Reid & Beaton (1972) positiv 32

 Charleston & Clegg (1972) positiv 58

 Elliott (1973)   positiv 44

 Anderson, Suranyi & Beaton (1974) positiv  9

 Coulehan & al. (1974)  positiv 30

 Sabinston & Radomski (1974) positiv 68

 Karlowski & al.   positiv 21

 Clegg & Macdonald (1975) positiv  8

 Pitt & Costrini (1979)       0

 Carr & al. (1981)   positiv 48

 Gennemsnit   34

 

Doseringer på mellem 70 til 200 mg per dag scorede i gennemsnit 31%. Højere doseringer scorede i gennemsnit 40%. Tallene siger intet konkret om, hvad man eventuelt kan opnå ved at forebygge forkølelse med C-vitamin, ej heller om forebyggelse eller behandling med samvirkende programmer indeholdende både C-vitamin og andre nutrienter.

Lægen Frederick R. Klenner indtager en ganske særlig prominent plads blandt pionererne indenfor sygdomsbehandling med C-vitamin. Hans artikel fra 1948 om behandlingen af viral lungebetændelse med vitamin C (6) hører med i nærværende sammenhæng. Den blev begyndelsen til et storværk, der imidlertid sørgeligt nok stadig er totalt ukendt for de allerfleste behandlere, læger såvel som alternative.

Klenners optegnelser, der nu omsider genudgives (7), rummer talrige kliniske erfaringer og iagttagelser. De udkom fortløbende siden 1971 i tidsskriftet Journal of Applied Nutrition. Og det var i øvrigt ikke småting den garvede læge havde udrettet ved hjælp af C-vitaminet (8).

Lægen Robert F. Cathcart regnes af mange for vore dages førende ekspert i brugen af C-vitamin i sygdomsbehandlingen. Ligesom tidligere Klenner giver Cathcart C-vitamin både som kosttilskud, som injektioner og som intravenøs infusion.

I den individuelle patientbehandling bestemmer han altid doseringens størrelse udfra personens tarmtolerance - som beskrevet ovenfor. Men som generel vejledning for dem, der ikke besøger hans klinik, kan vi indhente følgende behandlingsforslag ved forkølelse og influenza:

Gram per døgn antal doser per døgn:

Sygdom Gram pr døgn Antal doser pr døgn
Let forkølelse 30 til 60 6 til 10
Svær forkølelse 60 til 100 8 til 15
Influenza 100 til 150 8 til 20
Virus lungebetændelse 100 til 200 12 til 25
Mononukleose 150 til 200 12 til 25

 

Mange vil sikkert blive forbløffet over at høre, at disse værdier er hvad Cathcart erfaringsmæssigt har fundet i gennemsnit ligger indenfor normal tarmtolerance (2). Men jeg ville ikke satse et væddemål på det, og ved selvbehandling ville jeg holde i tæt nærhed af et komfortabelt toilet.

Influenza er selvfølgelig en langt mere alvorlig sygdom end forkølelse og i sin værste form potentielt dødelig. Den Spanske Syge hærgede hele kloden og ramte 80 til 90 % af befolkningen. Den var den egentlige årsag til afslutningen på Første Verdenskrig, da ingen af involverede nationer var i stand til at videreføre krigen. Man antager at denne influenzaepidemi krævede 20 millioner døde, langt flere end antallet af faldne i selve krigen.

Forskere og læger forventer, at vi atter inden længe vil opleve en influenzaepidemi af tilsvarende dimensioner. Fugleinfluenzaen i Hong Kong betragtes af mange som et dystert forvarsel. Den moderne verden med al dens farmaceutiske udrustning og medicinske teknologi står ikke rustet til at møde en sådan udfordring. Rationel anvendelse af C-vitamin kan blive vor eneste redning.

Set fra et C-vitaminterapeutisk perspektiv adskiller behandlingen af influenza sig ikke nævneværdigt fra behandlingen af forkølelse.

 

Gigt, rheumatisme og podagra

Gigtsygdommene er fundamentalt bindevævslidelser og patienter med disse sygdomme udviser altid ekstremt lav plasmaaskorbinsyre. En moderne gennemgang af lægerapporter om skørbug fra 1700-tallet viser, at gigtsygdomme regelmæssigt var en del af det samlede sygdomsbillede.

Siden C-vitaminets opdagelse og isolering har det derfor været naturligt at forsøge at behandle med vitaminet. Forsøgene tager deres begyndelse i 30'erne, men var gennem mange år stort set resultatløse, fordi de anvendte mængder var meget små i lighed med de doseringer, der blev benyttet til at forebygge, behandle og kurere skørbug.

Først i midten af århundredet og med anvendelse af større doser - ét gram fire gange daglig - begyndte man at kunne se resultater. Forbløffende resultater blev i visse tilfælde opnået med intravenøse doser på 6 gram (1). 8 til 12 gram i kombination med antibiotika havde en bemærkelsesværdig virkning på gigtfeber.

Akutte tilfælde af gigtfeber blev derefter behandlet med fra 1 til 10 gram askorbinsyre daglig og opnåede total helbredelse uden hjertekomplikationer i løbet af en periode på 3 til 4 uger. En russisk undersøgelse opnåede tilsvarende resultater med kun 1.25 gram C-vitamin i et kombinationsprogram over 25 dage.

Alle disse og andre undersøgelser fandt sted i løbet af 50'erne. Herefter sænkede mørket sig atter. Behandlingen i vore dage fortsætter på farmaceutiske præmisser - kortison, smertestillere og andre mediciner med svære kendte bivirkninger.

I den alternative lejr kan man notere sig, at Cathcarts gennemsnitlige dosering for gigtpatienter baseret på tarmtolerance er 15 til 100 gram per døgn fordelt på 4 til 15 doser (2).

Allergier, astma og høfeber

Ægte allergier er immunreaktioner, der er løbet løbsk. Disse reaktioner frigør substansen histamin, hvis virkning direkte kan iagttages i klassiske allergitilstande som høfeber og astma.

Histamin, beslægtet med aminosyren histidin, ligger indlejret i vævet i små ansamlinger, der aktiveres når antistof kobler sig til antigener. Hermed startes en række reaktioner, der får kapillærerne til at udvide sig og gør karvæggene gennemtrængelige for plasma.

Den deraf følgende udsivning fører til lokalt ødem i form af blærer og blister eller mere omfattende. Kløe skyldes histaminens irritation af nerveender og påvirkning af den glatte muskulatur, der får den til at trække sig sammen, kan give kramper i bronkier og lunger. Massiv akut histaminreaktion kan føre til et dødeligt allergisk anfald, nemlig anafylaktisk chok.

Som bekendt varierer histaminreaktioner kraftigt fra individ til individ og en række undersøgelser godtgør, at plasmaaskorbinsyre er en væsentlig modererende faktor ved histaminløsningen. Vævshistamin stiger med faldende plasmaaskorbinsyre, som man har kunnet iagttage ved eksperimental skørbug hos marsvin.

Fra naturens side synes hensigten at have været, at C-vitamin skulle kunne afbalancere histaminløsningen og hindre den i at løbe løbsk. Histamin neutraliseres af C-vitamin; men destrueres selv i processen, således at de allerede lave vævskoncentrationer af askorbinsyre yderligere reduceres og derfor forværrer tilstanden, såfremt betydelige mængder C-vitamin ikke bliver tilført. Allergier kan derfor meget vel vise sig at være endnu en accelererende manifestation af pre- eller sub-skørbug.

Mennesker, aber og marsvin - alle mutanter uden evne til selv at danne C-vitamin - er langt mere sårbare end andre skabninger overfor anafylaktisk chok. Allerede i 1938 havde forskere imidlertid konstateret, at man kunne beskytte marsvin overfor sådanne chok ved rigelig tilførsel af askorbinsyre.

Hermed var der dannet baggrund for at forsøge at behandle allergier med samme middel, hvilket blev forsøgt talrige gange fra begyndelsen af 40'erne og fremover.

Alle tidlige initiativer af denne art gav imidlertid meget blandede og uklare resultater. Problemet var det samme som ved anden tidlig askorbinsyre terapi. Doseringerne var - ligesom RDA/ADT - dikteret af skørbugsmodellen og derfor alt for lave. Først da man kom op på daglige indtagelse på 750 mg og derover i længere perioder begyndte man at opnå stabile resultater, der kunne reproduceres af andre forskere.

Indenfor de seneste årtier har en række velformulerede undersøgelser vist, at daglig indtagelse af 1 gram over perioder på op til 6 måneder giver forbløffende gode resultater for praktisk talt alle klassiske allergiske lidelser.

Cathcarts forslag til behandling af allergier som astma og høfeber baseret på gennemsnitlige tarmtoleranceværdier er 15 til 50 gram i døgnet fordelt på 4 til 8 doseringer.

Grå og grøn stær og andre øjenlidelser

I øjets glaslegeme finder vi under normale sunde omstændigheder en askorbinsyrekoncentration, der er 25 gange større end blodplasmaets. Hos patienter med grå stær er denne koncentration svunden ind til en brøkdel.

Denne iagttagelse blev gjort første gang i 1935 og derefter mange gange siden. Man har også kunnet fastslå. at C-vitaminmangel i selve øjet er en årsag til sygdommen, ikke en følge af den.

Det nest karakteristiske symptom ved grøn stær er trykket i øjet. Denne lidelse er fra et konventionelt synspunkt langt mere vanskelig at behandle end den grå stær. Et antal læger har dog op gennem årene kunnet rapportere positive resultater af C-vitaminbehandling.

Doseringer på 30 til 40 gram om dagen over perioder på 7 måneder var i stand til at halvere trykket øjet og derved for en række patienter holde lidelsen under kontrol.

En isotonisk svag opløsning af natriumaskorbat har af nogle læger med positivt resultat været benyttet i behandlingen af fysiske øjenskader, brandskader, øjenbetændelse, bindehindebetændelse, virusinfektioner og andre øjenlidelser.

Urinvejsinfektioner og nyresten

Adelle Davis opskrift på behandlingen af urinvejsinfektioner: 10 gram C-vitamin som støddosis, er i den alternative litteratur noget af en klassiker. Den høje askorbinsyrekoncentration i urinvejene neutraliserer de colibakterier, der normalt er ansvarlige for den slags lidelser.

Metoden bruges stadig, er effektiv og har rygstød i en række kliniske undersøgelser. C-vitamin dagligt i doser på 3 til 4 gram over 4 dage eller længere var i nogle tilfælde tilstrækkeligt til at stoppe sygdommen; men kombineret med tranebærsaft virkede behandlingen endnu bedre.

Som mange vil erindre har der i medierne været gentagne forskrækkelseskampagner, hvor det hævdedes at indtagelse af C-vitamin i større doser kunne føre til nyresten. Efter en omhyggelig gennemgang af biokemiske data og rapporter kan det fastslås, at intet tyder på, at dette er tilfældet, og at det modsatte snarere gør sig gældende.

Ved dannelsen af oxalnyresten bør man i første række undersøge patientens status med hensyn til magnesium og vitamin B-6. Disse to nutrienter vil ofte vise sig at være i underskud, og tilførsel af dem samt livsstilsregulering og et generelt bredspektret kosttilskudsprogram - herunder også C-vitamin - kan som regel opæøse disse stendannelser smertefrit.

Diabetes og lavt blodsukker

Interessen for C-vitamins indflydelse på blodsukkerbalancen er af meget gammel dato. I 1934 havde man erkendt, at C-vitaminmangel hos de inaktiverede de insulinproducerende celler i bugspytkirtlens langerhanske øer. 

To år senere - kort efter vitaminets endelige identificering og isolering - forelå da også en anden rapport om, hvordan eksperimentalt frembragt C-vitaminmangel hos marsvin medførte diabetes (1). Det følgende år påviste man, at marsvin med C-vitaminmangel var ude af stand til at omdanne sukker til glykogen og oplagre det i leveren; men at de genvandt denne evne, så snart de modtog tilstrækkelige askorbinsyretilskud. 

Samme år konstaterede man også, vitaminet kunne nedsætte insulinbehovet hos insulinafhængige diabetikere. Man viste samtidig, at det ikke påvirkede glukosestofskiftet hos ikke-diabetikere eller ikke-insulinafhængige diabetiske patienter. 

Et par år senere fattede en dansk læge, Palle Hjorth, ved Kommunehospitalet i København interesse for emnet og besluttede efter et omhyggeligt studium af den allerede eksisterende litteratur ved selvsyn at observere, om tilskud af C-vitamin til patienter med lavt plasmaaskorbinsyre ville have nogen indflydelse på deres glukosetolerance. Han konstaterede da, at optagelsen af kulhydrater forbedredes af et kraftigt tilskud af C-vitamin.

Lægen Ole Sylvest fra De Gamles By i København undersøgte i 40'erne på sine diabetiske patienter virkningen af intravenøse injektioner på 2 til 1 gram C-vitamin. Han konkluderede, at behandlingen i de fleste tilfælde havde sænket blodsukkeret.

En anden dansk læge, Knud Secher, der arbejdede på Bispebjerg Hospital, påpegede, at meget høje diabetiske blodsukkerkoncentrationer hos patienter med C-vitaminmangel kunne normaliseres ved hjælp af askorbinsyretilskud. Han hævdede, at enhver bedømmelse af et blodsukkerbillede krævede en samtidig vurdering af patientens C-vitaminstatus (1).

Senere har undersøgelser, der involverede meget store grupper og brede tidsrammer, bekræftet et sammenhæng mellem lavt plasmaaskorbin og ubalanceret blodsukker - enten for lavt - hypoglycemia - eller for højt - hyperglycemia/diabetes.

Alle ved vi, at diabetes for det meste - 90 % - er aldersrelateret - derfor betegnelsen aldersdiabetes. Spørgsmålet er, om aldersfaktoren er årsagsfaktoren, eller længere tids marginal C-vitaminmangel er en mere sandsynlig årsagsfaktor. Noget kunne tyde på, at personer med en kontinuerlig høj koncentration af askorbinsyre i vævene ejer en hel eller delvis beskyttelse mod aldersdiabetes.

Forskningen fortsatte op gennem 40'erne og 50'erne med de lidt forvirrende resultater karakteristiske for disse ti år, forårsaget af forsøgsmodeller med for lave doseringer og for snævre tidsrammer.

I 60'erne erkendte man, at C-vitaminmangel øgede optagelsen af simple sukkerstoffer fra tarmen; en situation, der selvfølgelig i første række kunne være meget belastende for diabetikere. C-vitamintilskud normaliserede imidlertid hurtigt denne funktion.

Besynderligt er det at skulle konstatere, at de meget omfattende og centrale erkendelser vedrørende sammenhængen mellem diabetes, lavt blodsukker og C-vitaminstofskifte efter den korte intense interesse i århundredets første halvdel ikke blev fulgt op af yderligere forskning. 

Når det gælder behandlingen af diabetes, så samler interessen sig i vor tid selv indenfor den alternative behandlerfløj mere om andre nutrienter - i første række B-vitaminerne og visse mineraler som zink, magnesium og krom. C-vitamin er selvfølgelig indbygget i ethvert ernæringsterapeutisk behandlingsprogram. - Men i tilstrækkelig mængde? Forsøg 2 til 10 gram - eller Cathcarts tarmtolerance metode!

Forurening og forgiftning

Livet opstod i et miljø, som vi i dag, paradoksalt nok, nærmest ville betragte som et forureningsmiljø. Det biologiske behov for en substans som askorbinsyre sikrede den dengang en central plads i klodens biokemi.

I vore dage kan den blive vor redning og vort forsvar mod det nye forureningsmiljø, der ikke blot truer vor helse, men på længere sigt vor eksistens. Vi er i nogen grad i stand til at kontrollere og fravælge, når det gælder vor mad og drikke; men det vejr vi trækker kan vi ikke ændre meget på.

Luftforureningen er den mest uundgåelige belastning, og andre menneskers tobaksafbrænding er en alvorlig del af den. Så langt tilbage som i 1939 erkendte man, at rygning ødelagde kroppens C-vitamin. 

Man har med god ret påpeget, at rygning er selvdestruktivt; men det er faktisk en underdrivelse. Man kan med god ret stryge forstavelsen selv! At ufrivillig og uundgåelig passiv rygning også er en stor helserisiko er nu dokumenteret gennem talrige videnskabelige undersøgelser; men synes som så mange andre væsentlige videnskabelige data ikke rigtig at have gjort indtryk.

Det er rigtigt at man kan kompensere for nogle - ikke alle! - af røgskaderne ved at tage C-vitamintilskud (3). Men hvad med dem, der sidder ved siden af rygeren? Bør han - eller hun - mon ikke også dele C-tabletter ud til dem? Bør han - eller hun - ærlig talt ikke først og fremmest holde op at ryge?

C-vitamin virker beskyttende mod mange former for giftige gasarter, tungmetaller og stråling. Men her som i alle andre tilfælde arbejder C-vitamin efter pund-til-pund metoden, og et svært forureningsmiljø kræver tilsvarende høje C-vitamintilskud. Hvis blot man holder sig dette for øje kan C-vitaminet blive den væsentligste faktor i det personlige forsvar overfor forureningsbelastningen.

Sårheling, knoglebrud og sportsskader

Allerede i 1930'erne erkendte man C-vitaminets betydning for normal sårheling og i begyndelsen af 40'erne begyndte læger af foreskrive det til patienter, der havde været udsat for ulykker, brandskader eller kirurgiske indgreb.

Man havde da allerede iagttaget, at hos sådanne patienter koncentrerede plasmaaskorbinsyren sig i det område af organismen, hvor læsionen fandtes og her indgik det i en vævsopbyggende proces, der imidlertid samtidig opbrugte det og nedbrød det, med det resultat at der opstod C-vitaminmangel andre steder i kroppen og selvfølgelig også siden hen i sårområdet, såfremt ekstra C-vitamin ikke blev tilført (1), (2).

Alle patienter, der har været udsat for kirurgisk indgreb, bør modtage ekstra C-vitamintilskud. Det gør de som bekendt ikke på vore hospitaler, hvor man tværtimod som regel under et eller andet tåbeligt påskud fratager patienten de kosttilskud, vedkommende normalt indtager.

Mine egne erfaringer som behandler gennem en årrække svarer til dem, som mine elever og kursister siden i deres arbejde kunne iagttage: At sårhelingstiden for tilskadekomne og opererede patienter rask væk kan halveres og endda undertiden yderligere reduceres ved støttebehandling med C-vitamin og andre nutrienter - her i første række zink og frie aminosyrer.

Men spørgsmålet om tid er jo blot en underordnet faktor i sammenligning med de talrige komplikationer, der kan undgås, ved at sikre en sund sårheling. Og taler vi om brandskader kan disse tilskud blive den afgørende faktor mellem liv og død (8).

Svangerskabsproblemer

Svangre kvinder skal dele deres C-vitamin - og i øvrigt alle andre essentielle nutrienter - med fostret. Ja, der er tilmed ikke blot tale om en deling. Hvis mangeltilstande opstår, ar det fostret der favoriseres.

Den lille nye kan optræde som en ren parasit. Klenner fandt i sin gennemgang af 300 svangerskaber, at kvindens C-vitaminbehov undertiden steg til 15 gram daglig.

Store C-tilskud hjalp også i mange tilfælde kvinder, der havde oplevet gentagne aborter. Således kom en kvinde, der havde haft 5 aborter, under C-vitaminbehandling og gennemførte derefter uden komplikationer 2 helt normale svangerskaber.

C-vitamin modvirker også gængse komplikationer under svangerskaber, som kramper i benene, blodsukkersvingninger og blodmangel. Selve fødslen forløber bedre og mindre smertefuld, der er færre efterblødninger og færre tilfælde af bækkenløsning. 

Mentale lidelser

Allerede i 1935 havde man udviklet en belastningsprøve for C-vitamin. Efter en større indgift af askorbinsyre målte man vitaminets udskillelse i urinen. Forskellen mellem indgift og udskillelse er et udtryk for organismens behov og optagelsesevne. Her fandt man meget store individuelle forskelle.

Hos skizofrene patienter fandt man, at det var nødvendigt at indgive 10 gange den normale belastningsdosis for at få askorbinsyreudskillelse i urinen. Senere undersøgelser har afsløret tilsvarende data.

Skizofrene og andre sindslidende viser sig regelmæssigt at have meget store C-vitaminbehov. Megatilskud af vitamin C er fast bestanddel af behandlingen indenfor orthomolekylær psykiatri (12).

Hjerte- og karlidelser

C-vitaminets helt centrale betydning for de kredsløbssygdomme, der specielt angriber mennesket som art, er allerede blevet omtalt ovenfor, men er værd at repetere.

Her er yderligere nogle forsknings- og behandlingsdata, der underbygger det rationelle i at forebygge og behandle hjerte/kredsløbsproblemer med terapeutiske doser af C-vitamin.

Kort efter at man tidligt i 30'erne havde identificeret C-vitaminmolekylet, blev man klar over dets betydning for hjerte-kredsløbsfunktionerne. Fra 1940 og fremover registrerede et stigende antal undersøgelse, at lavt plasmaaskorbin øgede risikoen for blodpropper i hjertekransårene (koronartrombose).

Det viste sig også i befolkningen i almindelighed, at mange tilsyneladende raske personer havde katastrofalt lave C-vitaminressourcer, hvilket ikke altid skyldtes hvad man i almindelighed definerer som mangelfuld ernæring; men stress og andre faktorer, der kraftigt øgede de individuelle behov.

I denne forbindelse er det værd at erindre, at blandt de mange grimme ting, som stress gør ved os, går en øget egenproduktion af kolesterol hånd i hånd med en øget brug og nedbrydning af askorbinsyre. Kolesterolet sætter så yderlige C-vitaminfortæringen i vejret og vitaminressourcerne falder mens behovet stiger til det uoverkommelige, nemlig uoverkommeligt at organisere gennem fødeindtagelse.

Mange mennesker er genetisk disponeret for en høj egenproduktion af kolesterol. Kolesterol i maden har ingen afgørende indflydelse på den samlede blodkolesterolkoncentration. Det har sukker derimod; sukker der også blokerer for C-vitaminoptagelsen. Mange af problemerne omkring hjerte- og kredsløbssygdomme ligger andre steder end der, hvor vi i årevis har troet dem placeret.

C-vitaminets evne til at reducere blodets indhold af triglycerider og samlede kolesterolkoncentration, dets evne til at fremme det beskyttende HDL-kolesterol på bekostning af det belastende LDL-kolesterol og dets evne til at hindre den iltning af LDL-kolesterolet, der udgør den egentlige fare i denne sammenhæng, alt dette er for længst påvist i en lang række undersøgelser, og resultaterne heraf bruges i mere avanceret forebyggelse og behandling af hjerte-karlidelser.

Men vore bestræbelser bør ikke udelukkende fokusere på det kolesterol, der - når alt kommer til alt - meget vel kan være en betydelig mindre risikofaktor end andre ofte oversete.

Tungmetalforgiftning er afgjort en sådan faktor, og her virker C-vitamin reducerende på både jern (plasmaferritin), kobber, bly og kviksølv (amalgam). Yderlige fremmer C-vitamin jo som bekendt al regeneration af bindevæv og dermed også blodkarrene, deres elasticitet, struktur og gendannelse efter skader.

Hvad der er sagt her vedrører selvfølgelig også blodkredsløbet i centralnervesystemet og angår derfor også forebyggelse og behandling af hjerneblødninger.

Men forebyggelse er altid bedre en helbredelse, som det gamle ordsprog siger. Og det samlede vidnesbyrd er, at gennemsnitlig 3 til 5 gram askorbinsyre daglig på fordelte doser for de fleste vil yde en meget væsentlig beskyttelse mod disse lidelser, vor tids største gruppe af dræbersygdomme.

Det er nødvendigt at pointere, at man selv med en kostlægning ekstremt fokuseret på C-vitaminindtagelse ikke vil kunne komme op på de mængder askorbinsyre, vi her taler om. Koncentrerede tilskud er nødvendigt. De meget store variationer i individuelle behov vil også i visse tilfælde gøre, at de foreslåede 5 gram ikke vil vise sig at være nok. Her er Cathcarts tarmtolerancemetode stadig det bedste mål for individuelle behov.

Den kraftige understregning af C-vitamins betydning må imidlertid ikke misforstås som en favorisering af denne substans i forhold til andre faktorer. Al biokemisk aktivitet bygger på samarbejde og involverer i sidste instans samtlige nutrienter.

Vitamin E's betydning for hjerte og kredsløb er uvurderlig, og det samme gælder mineralerne selén, magnesium, kalcium, zink og krom. Aminosyrerne carnitin og taurin kan i nogle tilfælde være af afgørende betydning. Livsstilssanering og fornuftig motionering er også uomgængelige bestanddele af både forebyggelse og behandling.

Cancer og AIDS

C-vitaminets isolering, molekylære struktur og syntetiske fremstilling blev klarlagt i begyndelsen af 1930'er. Forbløffende er det derfor at opdage, at allerede i midten af det samme årti blev danske patienter med blodcancer behandlet med C-vitamin.

Den unge reservelæge Preben Plum, senere - fra 1946 til 1973 - professor i børnesygdomme ved Rigshospitalet, København, skrev i 1936 om de to leukæmipatienter, der med daglige intravenøse infusioner af C-vitamin i doser på op til 400 mg i en periode inden dødens indtræden opnåede dramatisk forbedring af deres blodbillede (5).

Dette gamle arbejde og dets resultater stiller en række forbløffende og foruroligende spørgsmål, som vi i dag gerne så besvaret. Siden det videnskabelige belæg for at bruge C-vitamin mod leukæmi allerede var tilstede i 30'erne, hvorfor blev denne form for behandling så ikke fulgt op? Især i betragtning af, at resultaterne var så positive? Især i betragtning af, at man dengang og endnu flere årtier senere havde så elendige resultater med andre former for leukæmibehandling? 

Disse patientresultater stod - selv dengang - ikke alene, og fra 1940 til midten af 50'erne anvendte især visse tyske læger C-vitamin, ofte sammen med vitamin A, i behandlingen af cancer. Med doseringer fra 1 til 5 gram askorbinsyre var de i stand til hos mange patienter at holde deres sygdom under kontrol.

Det er ubegribeligt, at disse resultater ikke blev fulgt op. Rent faktisk opstår der fra midten af 50'erne frem til vore dage en mørkelægning af disse aktiviteter, i hvert fald i det konventionelle behandlingsregi.

Imens fremkom talrige rapporter om, at cancerpatienter viste sig at have forbløffende lave vævskoncentrationer af askorbinsyre, og at især deres hvide blodlegemer, under normale omstændigheder organismens største depot af C-vitamin, var totalt udtømte. Netop disse oplysninger burde have sendt elektriske signaler på kryds og tværs gennem hele forskningsmiljøet.

Det er nemlig en kendt sag, at hvide blodlegemer er totalt uarbejdsdygtige uden askorbinsyre, og at hvide blodlegemers aktivitet er en af kroppens meget få forsvarsmetoder overfor cancer. Især makrofagerne og NK-cellerne, der direkte angriber og destruerer cancerceller, kan få afgørende betydning for sygdommens forløb. Men også de fungerer kun, hvis de indeholder C-vitamin!

De meget lave C-vitaminværdier hos cancerpatienter kunne med rimelighed tolkes som øget brug af vitaminet i organismens forsøg på at bekæmpe sygdommen. Det kan også forklare den iagttagelse, som gang på gang gennem århundreder er blevet rapporteret - de påfaldende ligheder mellem patienter, der led af skørbug og af cancer.

Allerede 1700-tallets læger kunne ved deres efter vore dages opfattelse mangelfulde biopsier konstatere svulster hos skørbugsofrene, og selveste James Lind nævner dette i sin berømte afhandling (17).

Men også i vore dage, hvor skørbug sjældent er ligefrem synlig i gadebilledet, kan en interesseret med en gammel beskrivelse i hånden vandre igennem en hospitalsafdeling med terminale cancerpatienter og finde talrige umiddelbart slående ligheder.

Blodmangel, gustenhed, blødninger, betændelser, afmagring, anoreksi, ekstrem svækkelse, sårbarhed overfor infektioner, binyresvigt og abnorm lav askorbinsyrestatus er de praktisk talt identiske symptomer for slutstadiet i begge lidelser.

Den generelle bindevævsdestruktion, som man finder ved skørbug, ligner også meget den, man finder lokalt i organismen, hvor cancercellerne søger at invadere det omgivende væv.

Her er det interessant at notere sig, at de foretager denne invasion ved at producere et enzym, hyaluronidase, som nedbryder den intercellulære bindemasse, hyaluronsyre, der holder cellerne sammen og er bindevævets grundsubstans.

C-vitamin fremmer ikke alene produktionen af hyaluronsyre, men neutraliserer også cancercellernes ætsesubstans, den farlige hyaluronidase.

Den skotske læge Ewan Cameron begyndte udfra disse og mange andre observationer at behandle cancerpatienter med store C-vitamindoser.

Over en tiårs periode, hvor han behandlede mere end 100 patienter, iagttog han bemærkelsesværdige resultater af disse tilskud. Især var det slående, at smerter ofte blev reduceret i den grad, at den traditionelle smertebehandling med morfin kunne nedsættes kraftigt eller helt afbrydes. Yderligere gav patienterne selv udtryk for øget velbefindende, og de kliniske  målinger viste også bedring i tilstanden.

Afbrød man tilførslen af C-vitamin, forværredes situationen hurtigt; men genoptog man tilskuddene, kunne man ofte atter nå samme bedring, der også omfattede nedsat ødem og ophævelse af leverkomplikationer, reduceret blodsænkning, ophævelse af tendensen til gulsot og blod i urinen samt positiv påvirkning af en lang række standardmarkører, der rutinemæssigt aflæses som led i i bedømmelsen af en cancerpatients tilstand.

Under sit arbejde havde dr. Cameron etableret kontakt med nobelpristageren Linus Pauling, og i 1973 indledte de sammen et undersøgelsesprojekt, der skulle få skelsættende betydning. På Camerons hospital i Vale of Leven, Skotland, gav de dagligt 100 opgivne terminale cancerpatienter 10 gram askorbinsyre.

Kontrolgruppen bestod af 1000 andre sammenlignelige cancerpatienter fra samme hospital på samme konventionelle behandling - minus C-vitamintilskuddet!

De indsamlede data blev bearbejdet af læger, der ikke havde nogen tilknytning til projektet og var uvidende om den enkelte patients gruppering.

Resultatet af undersøgelsen var en positiv overraskelse selv for de to initiativtagere. Efter 500 dage var samtlige 1000 patienter i kontrolgruppen afgået ved døden. Af de terminale 100 patienter i askorbinsyregruppen var 18 stadig i live. På dag 500 var overlevelsen i denne gruppe altså 4.2 gange større end i den konventionelt behandlede gruppe (21).

Men dette var ikke det hele. Næsten 10 år senere var nogle af de C-vitaminbehandlede patienter, der var fortsat med at tage deres daglige dosis askorbinsyre, stadig i live, og ikke blot i live, men i alle henseender uden tegn på cancer, tilsyneladende helbredte og i stand til at leve et helt normalt liv.

Paulings og Camerons resultater fik en hård medfart fra det officielle cancervæsens side. Man kritiserede først og fremmest den statiske fremgangsmåde. Men da de to forskere føjede kritikken og offentliggjorde en ny analyse af de samme data i overensstemmelse med den anlagte kritik, ændredes resultaterne ikke væsentligt ved den nye beregningsmetode.

I samme tidsrum som undersøgelserne i Vale of Leven pågik havde japanske forskere i øvrigt gennemført et tilsvarende projekt med tilsvarende resultater.

Herefter iscenesatte Mayo-klinikken to undersøgelser, der ifølge det officielle statsautoriserede cancervæsen skulle afgøre sagen. Disse to undersøgelser fulgte slet ikke den fremgangmåde, som man havde benyttet i Skotland og - stort set - også i Japan.

Patienterne var ikke blot terminale, men også i vid udstrækning forgiftede af intensiv kemoterapi, der havde destrueret deres immunsystem. Man kunne dog konstatere, at ingen af Mayo-patienterne døde så længe de fik C-vitamin!

Men opfølgningen af patienterne forløb op til 2 år efter, at deres C-vitaminbehandling var blevet afbrudt. Og da de omsider døde, havde de gennemsnitligt i 102 måned ikke modtaget C-vitamin overhovedet!

Selvsagt er Mayo-undersøgelserne overhovedet ikke sammenlignelige med hverken den skotske eller den japanske undersøgelse, og de to officielle amerikanske projekter er under al kritik både hvad angår forsøgsmodel og beregningsmetode.

Hvis man kan lære noget som helst af dem er det højst to ting. Den første er, hvordan man designer en undersøgelse, så den giver et fejlagtigt resultat og tager fusen på dem, der ikke gider pudse brillerne og selv læse indenad. Den anden er, at når man er begyndt at give cancerpatienter store doser C-vitamin, skal man ikke holde op med det igen, for så dør de højst sandsynligt.

Ikke desto mindre blev de amerikanske resultater i pressemeddelelser og anden mediespredning udråbt til at være det afgørende ord på dette område og en definitiv videnskabelig afvisning af Paulings og Camerons resultater (2).

Vale of Valen resultaterne skulle i tidens fylde inspirere mange alternative behandlere til at bruge høje og stadig højere doser C-vitamin mod cancer. Dette fører os frem til dr. Robert F. Cathcarts arbejde.

Cathcart, der oprindelig var en fremstående ortopædkirurg, blev fascineret af Paulings bestseller om C-vitamin og forkølelse - også udgivet på dansk (9). Dette fik ham til at ændre karriere, og han er i dag en førende autoritet på mega C-vitaminterapi.

Han er allerede tidligere i denne bog omtalt flere gange i forbindelse med specifikke lidelser og deres behandling med C-vitamin. Hans anbefalinger mod cancer er 15 til 100 gram askorbinsyre fordelt over 4 til 15 doseringer per døgn.

Men ligesom Klenner og - senere - mange andre giver han også C-vitamin i form af injektioner og intravenøse infusioner. Denne fremgangsmåde er især af betydning for cancerpatienter, da det tillader en tilførsel af askorbinsyre på op mod 250 gram i løbet af en flere timers behandlingsfase.

AIDS gjorde sit indtog i 1980'erne. Herhjemme dukkede rapporter op om, hvordan man sine steder i USA holdt AIDS-patienter symptomfrie på intravenøse C-vitamindrop, en metode der siden også er blevet benyttet i orthomolekylær cancerbehandling.

Cancerceller er meget sårbare overfor C-vitamin, som derfor er ideel til naturlig "kemoterapi" uden bivirkninger. Cathcart iagttog at AIDS-patienter på dagligt 50 til 200 gram C-vitamin - peroralt og intravenøst - kunne holdes symptomfri og fri for de sekundære komplikationer, der udgør den egentlige risiko ved dette syndrom.

Ligesom Klenner anvender Cathcart  også C-vitaminet intravenøst og har på internettet lagt instruktioner for læger angående denne metode (10).

Denne metode er i de seneste år blevet indført i Danmark af nogle få avancerede læger. Det må her pointeres, at behandlingen skal foretages af professionelle under kliniske forhold og gennemføres under professionelt opsyn. På grund af faren ved hyperosmolaritet bør man være overordentlig påpasselig og opmærksom på risikoen for hjertepumpesvigt. Et her i landet almindeligt benyttet drop består af:

 Sterilt vand   1000 ml

 Askorbinsyre - 500 mg/ml - 50 ml

 Magnesiumsulfat - 2 mmol/ml - 4 ml

 HCl - 2 mg/ml - 5 ml

 

Holdbarhed efter blanding er cirka 6 timer ved stuetemperatur. Infusionen gives i en vene over en time, maksimalt 30 dråber per minut. Der er ingen bivirkninger andet end måske lidt svie på indføringsstedet, da infusatet er hyperosmolært. Hvis svie optræder, nedsætter man dråbehastigheden en kende.

Patienten kan modtage sådanne infusioner flere gange om ugen. Dosis kan også øges og antallet af behandlinger dermed reduceres til, for eksempel, to per uge.

Ofte oplever patienten betydelig smertelindring og betydelig bedring i deres livskvalitet, selv om de må betegnes som terminale.

Behandlingen vil vanligvis være del af et program omfattende blandt andet peroral indtagelse af antioxidanter som C- plus E-vitamin samt selén, zink og co-enzym Q10 (18).

Cathcarts egen intravenøse og intramuskulære protokol ligger som sagt på internettet (10). Han benytter - ligesom Klenner - rent natriumaskorbat, opbevarer sin blanding i køleskab og stræber mod så ringe gulfarvning af infusatet som muligt, da farvning er et tegn på omdannelse af askorbinsyren til dehydroaskorbat. 

Klenner bruger også natriumaskorbat og hans protokol findes i flere versioner (7), (8). I de senere år har talrige andre alternativt arbejdende læger udviklet deres individuelle infusionsmetoder.

Praktisk talt alle bruger både infusioner og mega C-vitamintilskud i behandlingen sammen med et massivt program af antioxidanter, andre vitaminer og mineraler samt specifikke urte- og enzympræparater (18), (19)


 

Klik ind ovre til højre for næste kapitel

 

www.japanskte.dk 

www.alternativeDanmark.dk